Vore ferier i Piemonte begyndte omkring 2006, hvor det var vores interesse for vin, der gav os inspirationen til at holde ferie i området omkring Barolo og de 11 vinbyer i Barolo området. Siden er det blevet til mange ferier og vinbesøg i området. På et tidspunkt begyndte vi at fantasere om et hus i Piemonte, for det måtte da bare være det ultimative grundet klimaet, maden, vinen, landskabet og den venlige lokalbefolkning. I et lang stykke tid blev til bare til snak, indtil forskellige omstændigheder fik os til at indse, at nu var det nu, hvis vi skulle realisere vores drøm. Som sagt så gjort. Vi tog til Piemonte ad flere omgange og fik vist forskellige ejendomme. Til sidst endte vi med at købe den allerførste ejendom, vi havde set. Det var i sommeren 2015.
Der skulle naturligvis være udsigt ud over vinmarkerne fra vores hus, så vi købte en 300 år gammel præstegård beliggende på en 13.000m2 stor grund beplantet med Barbera vinstokke. Huset, eller det der var tilbage, var fuldstændig tilgroet - der groede sågar buske inden i huset, - så der var ikke andet at gøre end at rive alt ned og bygge et nyt hus inspireret af den gamle byggestil i Piemonte. Det eneste der kunne genbruges var de gamle mursten. Murstenene har vi efterfølgende brugt til at bygge loft i stueetagen og resten er brugt som belægning på husets terrasser.